På Bornholm har der også været gravet efter kul – sortkul. I Hasle Lystskov er der tydelige spor efter de gamle kulminer. Området hvor noget af kulgravningen foregik, er idag en flot lille sø inde i skoven, Rubinsøen.
Her blev der gravet dybe mineskakter for at finde kul. Men det var ikke kun kul man fik op af jorden, der var også en hel del affaldsprodukter som sand, grus, ler og kulstøv. Leret blev dog brugt til klinkefabrikation, da det var af en meget fin kvalitet.

Disse affaldsprodukter skulle man bortskaffe, og det gjorde man ved at køre det i tipvogne fra skoven og ned til kysten. Her var der stejle skrænter og affaldsprodukterne blev bare tømt ud over kanten, og området fik navnet Kultippen. Men da minedriften stod på i en længere årrække, bevirkede det også at der kom store mængder med sand, grus og kulstøv, der efterhånden dannede en helt ny kyststrækning.

Minedriften er for længst ophørt, men kultippen består. Området er yderst specielt, det ligner nærmest et månelandskab. Der vokser ikke så meget som et græsstrå, der er dybe sprækker og stejle skrænter.

Under 2. verdenskrig hvor der var mangel på brændsel, gik mange folk fra de nærliggende områder, ned til stranden for at indsamle kulstykker som de kunne bruge i deres kakkelovne. Men det kul de indsamlede var af meget dårlig kvalitet, ofte fordi det havde ligget i vandet og skyllet op på stranden. Når man fyrede med kullet, kunne det lugtes langt væk, og der var næsten mere aske end der havde været kul. Den kul man derimod hentede op fra undergrunden, var af en ganske fin kvalitet. Brændværdien i ren tilstand var på 4 – 5.000 kalorier i modsætning til de jyske kul, som var brunkul, deres brændværdi var kun på ca. 2.500 kalorier.

Når man i dag går en tur på stranden ved Sorthat eller Levka, kan man nemt finde kulstykker af forskellig størrelse.